Spred ordet - spids pennen
De politisk betydningsfulde beslutninger træffes ikke nødvendigvis af politikere, men i høj grad direkte og indirekte af erhvervslivet, interesseorganisationer og ikke mindst medierne, der påvirker politikerne og folkestemningen på forskellig vis. Over for sådanne mastodonter kan et kryds på en stemmeseddel kun gøre meget lidt, og det efterlader tilsyneladende den enkelte privatperson i en stakket position - men også kun tilsyneladende.
At ét menneske kan ændre verdenshistoriens gang, fordi ord og handlinger igangsætter en kæde af begivenheder af blivende forandringer, er der selvfølgelig historiske eksempler på, og det er ikke ren naiv-idealisme, når f.eks. H.D. Thoreau for halvandet århundrede siden gjorde gældende, at den enkelte »kan rive det Britiske Imperium væk som en høvlspån«.
Men mindre kan heldigvis også gøre det, og selv om vi sædvanligvis er henvist til primært at fylde noget i selskab med mange, udmærker én slagmark sit potentiale i begge henseender - den offentlige debat.
Hvis flere samfundskritiske kræfter begyndte at kombinere deres blogskriverier og hjemmeside-kommentarer med en aktiv og intensiv deltagelse også i den trykte debat, ville det såmænd ikke være uoverskueligt at give den ensrettende tidsånd et modspil og rykke noget ved den alt for udtalte ensidighed, hvormed højrepopulister og nationalpropagandister har domineret debatklimaet siden midten af 1990erne.
Det behøver ikke nødvendigvis være længere kommentarer eller analyser: En regn af små læserbreve kan afgjort også gøre en forskel på længere sigt - og bliver betydeligt mere læst end lange debatindlæg. Det er som bekendt også ualmindelig let at konvertere et aktuelt blog-indlæg til et læserbrev - det er jo skrevet - men kan ret beset nå tusind eller titusind gange så mange læsere via debatsiderne i et større dagblad. Ikke desto mindre er det desværre ualmindelig få humanistiske røster, der rutinemæssigt benytter denne mulighed til også at brede deres ord ud i en langt større offentlighed.
Er bloggere sene til at dobbeltlancere deres indlæg elektronisk såvel som trykte læserbreve, gælder de udeblevne slag i kulturkampen selvsagt i langt højere grad de ikke-bloggere, som lader galden blive indvendig eller nøjes med at lufte den over kaffebordet. De alt for mange stumme penne, der med blot få minutters anstrengelser om ugen kunne sætte et vigtigt præg på debatten dér, hvor den også udspiller sig - i debatspalterne.
Blot ti skarpe penne, der hver sender to ugentlige debatindlæg til en eller flere aviser, kan såmænd opbløde den nationalkonservative dominans i pressens debatspalter mærkbart.
Mediernes betydning er som antydet kolossal - på godt og ondt. En forsidehistorie kan sætte den politiske dagsorden på få timer og på kort sigt ændre magtforholdet partier imellem, vælte en regering, tilsværte en person uopretteligt eller løfte en ukendt til øjeblikkelig stjernestatus.
Af samme grund er sådanne medie-bevægelser og -forskydninger naturligvis ofte også lige så forbigående og ligegyldige som døgnfluer i det store billede - men retningen af de underliggende tendenser kan unægtelig føre til historiske ryk.
Ved siden af mediernes dagsordenssættende kampagner og hovedhistorier står opinionsdelen naturligvis svagere - men dog betydeligt stærkere, end mange måske umiddelbart forestiller sig.
En kronik eller en kommentar flytter godt nok sjældent noget over night, selv om den undtagelsesvist kan generere megen respons og måske være nyhedsskabende i sig selv - men 100 kronikker og 1.000 kommentarer? Et læserbrev fylder heller ikke meget blandt de hundrede, som dagligt optager avisernes debatspalter, men 10.000 læserbreve på et par år eller tre? Det kræver i virkeligheden forbavsende få, som ugentligt skriver et par indlæg til et par forskellige dagblade.
Fra slutningen af 1980erne og op i 1990erne blev debatredaktionerne oversvømmet med titusindvis af indvandrernegative og fremmedfjendske læserbreve - den veliscenesatte myte om, at mange »ikke turde kritisere« udlændingepolitikken »af frygt for racismestemplet« er ren fiktion. Alene i 1996 bragte den danske presse over 6.000 læserbreve, der var negative over for udlændinge.
Denne voldsomme aktivitet kombineret med Ekstra Bladets kampagne-journalistik i form af flere stort lancerede »anti-fremmede-kampagner« i 1990erne spillede en betydningsfuld rolle for at cementere og stimulere grundlaget for Dansk Folkepartis senere succes. Hertil kommer Søren Krarups indflydelse - gennem Tidehverv og Den Danske Forening og med et par hundrede kronikker i Ekstra Bladet på blot et tiår formåede han mere end nogen anden at skabe det ideologiske og teologiske grundlag for den nationalprotestantiske bølge, som Dansk Folkeparti siden har redet på.
Den nationalistiske tidsånd er med andre ord ikke kommet dumpende, og Dansk Folkeparti er ikke et »populistisk« parti, der blot følger »befolkningen«. Nej, gennem et par årtiers hård og vedvarende kamp er en marginal bevægelse gået imod strømmen og har formået at brede deres synspunkter ud i en grad, der har påvirket hele mediebilledet og det politiske spektrum, hvorved de har vendt strømmen både før og sideløbende med Dansk Folkepartis succes.
Det er naturligvis ikke sket uden at profitere af internationale konjunkturer i den almene konfrontationskurs mellem radikale, anti-islamiske nationalister og radikale muslimer, men det har givet disse tendenser en ekstraordinær og ganske særegen karakter og dynamik i Danmark.
Hvorfor? Fordi de fik fingeren ud, greb pennen, erobrede dagsordenen og skabte en rygvind, som de i dag nyder godt af.
Og det er såmænd slet ikke så opsigtsvækkende og originalt. Betydelige forandringer i samfund og kultur er som oftest begyndt imod strømmen - men i nærværende kontekst er det af flere grunde oplagt at eksemplificere dette forhold med den nationalkonservative strømnings udvikling i de senere år.
Det korte af det lange er: Tidsånden var en radikalt anden i Danmark i 1950erne end i 1970erne, og den var radikalt anden i 1970erne end i 1990erne. Dels på grund af de uundgåeligt afsmittende globaliserede, vestlige tendenser i det hele taget, og dels som følge af aktiv og målrettet deltagelse i debatten, der gjorde den slumrende kulturkamp til en aktiv slagmark, hvor ideologiske hegnspæle atter og atter blev flyttet og på en kortere årrække ændrede det politiske spektrum og mediebilledet markant. Vedvarende bevægelser medfører vedvarende samfundsryk, og vedvarende samfundsryk kan medføre kulturelle nybrud.
Langt de fleste forsøg forliser, men det sker, at de bæres igennem. Og det kan ske igen.
Men til trods for, at det kun tager ca. ét minut at sende et allerede-formuleret-indlæg fra en blog på f.eks. 5-15 linjer som læserbrev til en eller flere aviser, og til trods for at en række antinationalistiske blogs er betydeligt mere relevante end gennemsnitslæserbrevet i dagbladsdebatten, er det desværre de færreste, som løfter deres indlæg ud over deres eget begrænsede domæne på nettet. Men betydeligt værre: Endnu flere kan ikke engang få fingeren ud og skrive noget som helst, hverken på nettet eller i aviserne.
Men strømmen kan vendes. Og eftersom nationalkonservatismen er i overtal og dominerer debatten i så udtalt grad, vil en hyppigere konfrontation hermed uundgåeligt fylde mere i mediebilledet end i dag, for hvor holdningsprægede debatredaktionerne end måtte være, er og bliver det konfrontationen af synspunkter, man tilstræber - og her er rigeligt med plads til at udligne den eksisterende ubalance, om så højrefløjen samtidig måtte fordoble sin eksisterende debatvolumen.
Så hvorfor ikke samle handsken op og spidse pennen? Hvorfor ikke sende blog-indlæg til en eller flere debatredaktioner - de bliver jo skrevet alligevel? Hvorfor ikke stimulere og inspirere flere til det samme? Fra blog til blog og email til email for siden at dukke op i debatsektion efter debatsektion?
Giv opfordringen videre til ligesindede. Det handler jo hverken om et parti eller en forening eller programmer og vedtægter, men simpelthen om et offensivt modspil fra manges hånd og ånd, der hverken er eller skal være enige i særlig meget af den grund - blot at der er behov for samfundskritik, som kan føre til større medmenneskelighed og mangfoldighed, til inklusion i stedet for eksklusion inden for alle samfundsområder og for alle befolkningsgruppers vedkommende.
Lad så senere udkrystalisere sig, hvad der kan - her og nu er det i alle tilfælde op ad bakke i modvind.
Så ta' og skriv!
Ikke et lejlighedsvist opstød hvert tredje skudår - nej, en eller flere faste, tilbagevendende, ugentlige kommentarer eller læserbreve til et eller flere dagblade, hvori kampen tages op med de tåbeligste nationalistiske »selvfølgeligheder« og kortslutninger. Igen og igen. Og igen.
Spids pennen - og vend vinden.
|
SLAGMARKEN
skriv til avisernes debatsektioner:
B.T.:
debat@bt.dk
Berlingske Tidende:
debat@berlingske.dk
Dagbladet Arbejderen:
redaktion@
arbejderen.dk
Ekstra Bladet:
debat@
ekstrabladet.dk
Information:
debat@information.dk
Jyllands-Posten:
debat@jp.dk
Kristeligt Dagblad:
debat@
kristeligt-dagblad.dk
MetroXpress:
debat@
metroxpress.dk
Politiken:
debat@pol.dk
TV2 - seerbreve:
seerbreve@tv2.dk
Weekendavisen:
online-skabelon
regionalaviser
Fyens Stiftstidende:
debat@fyens.dk
Fyns Amts Avis:
post@faa.dk
Helsingør Dagblad:
debat@hdnet.dk
Kalundborg Folkeblad:
red.kf@nordvest.dk
Midtjyllands Avis:
debat@midtjyllandsavis.dk
Nordjyske Stiftstidende:
debat@nordjyske.dk
Randers Amtsavis:
debat@amtsavisen.dk
Vejle Amts Folkeblad:
debat@vaf-fd.dk
Venstrebladet:
(Holbæk Amts Venstreblad)
red.hav@nordvest.dk
Århus Stiftstidende:
debat@stiften.dk
kender du flere? send debat-adresser hertil: Kontakt
|
