![]() |
![]() |
|
DANMARKS LØVER / WWW.LOEVER.DK
|
<<< Nyere indlæg
Øko-fairtrade t-shirts til Danmarks Løver - se nærmere og bestil her: Make a Mark. Ved salg af hvert produkt går 10,- kr. til Kirkeasyl.
Loever.dk / september 2009 / permalink
Journalister går i biografen for at anmelde en film. De går på restaurant for at anmelde maden. De går endda ind i mørket for at anmelde en forbrydelse.
Men de går aldrig ind i et politisk parti for at anmelde den debat, der foregår i partiet.
Det sidste vil vi gerne råde bod på, for i et demokrati er det vigtigt, at borgerne kender de holdninger, der skaber den lokale politik.
Vi efterlyser derfor 'journalister', som vil melde sig ind i Dansk Folkeparti og anmelde den lokale parti-forenings debat, udtalelser og beslutninger.
Eller alternativt: din ægtefælle eller en nær bekendt melder sig ind i partiet, og denne kilde leverer et dokumenterbart referat.
Du eller din kilde skal flittigt deltage i lokale partimøder, stille spørgsmål og referere synspunkter. I skal have et vågent og kritisk øje, men referatet skal først og fremmest være loyalt.
Dine eller din kildes redskaber er de vanlige journalistiske metoder, som sikrer, at oplysninger er troværdige.
Anfægtes referatet, kan du naturligvis dokumentere, hvad der er sagt.
Hvis du eller din kilde får vigtige informationer fra den politiske virkelighed bag kulisserne i Dansk Folkeparti, kan de enten 1)
offentliggøres anonymt via Facebook-gruppen, f.eks. hver måned, for siden hen at blive offentliggjort samlet uden anonymitet; 2) samles sammen over en længere periode, indtil det er relevant at offentliggøre dem samlet i samarbejde med journalist; 3) sendes til initiativtagerne bag Danmarks Løver som løbende orientering uden offentliggørelse, idet informationerne muligvis kan bruges på anden vis.
Om du bor i Gentofte, Skjern, Svendborg eller Harboøre er helt underordnet.
Loever.dk / september 2009 / permalink
En af initiativtagerne til Danmarks Løver, forfatter og oversætter Flemming Chr. Nielsen, er aktuel med romanen Dyrets tal, som omhandler et samfund, hvor en velkendt værdi- og udlændingepolitik har overtaget totalt, og en på overfladen hyggelig version af Tidehvervs teologi er blevet kirkeligt enerådende.
Baggrunden for romanens satire og kritik var blandt emnerne i samtalen mellem Niels Krause-Kjær og Flemming Chr. Nielsen i P1-programmet Krause på Tværs (16.9.2009), der kan høres online: Argumenternes begrænsede magt.
I forlagets pressemeddelelse om bogen hedder det bl.a.:
Overalt vajer Dannebrog stolt. Arbejdsløshed og kriminalitet er stort set afskaffet. Hjælpsomme Engle vogter utrættelige over borgernes nattero.
Alexander Petersen opfatter ikke sig selv som anderledes end det store flertal af lykkelige danske borgere, der hylder demokrati, velfærd og ytringsfrihed. Men alligevel har skjulte kræfter af en eller anden grund rettet deres opmærksomhed imod ham.
Langsomt krakelerer den smukke politiske facade for Alexander Petersen. Samfundet er ikke så harmonisk og varmhjertet, som han engang troede. Men det går først for alvor op for ham, da han mod sin vilje må overnatte i en mystisk villa i Holte, hvor en fremtrædende repræsentant for regeringen belærer ham om, at uniformering er tolerance, og at symbolværdi er vigtigere end sandhed ...
Romanen er netop udkommet på Forlaget Bindslev - find den her via Bogpriser.dk.
Loever.dk / september 2009 / permalink
P1-programmet Krause på tværs indeholder næste gang en længere samtale med en af initiativtagerne bag Danmarks Løver, forfatteren og oversætteren Flemming Chr. Nielsen, der i lighed med programværten, Niels Krause-Kjær, også har en fortid som medarbejder ved Jyllands-Posten. Foromtalen lyder:
Denne udsendelse handler om en slags modstandsbevægelse. Modstand mod det, bevægelsen selv kalder for Dansk Folkepartis besættelsesmagt. En af dem, der kalder til modstand, er forfatter Flemming Chr. Nielsen, og han er gæst i næste udgave af 'Krause på tværs'.
Udsendelsen kan høres på P1 onsdag den 16. september kl. 10.03-11.30 og genudsendes torsdag den 17. september kl. 20.03-21.30.
UPDATE: Hør udsendelsen online: Argumenternes begrænsede magt.
Loever.dk / september 2009 / permalink
Ideer til og fra Danmarks Løver om t-shirts og faner, eller hvordan man eventuelt kunne finde en symbolsk måde at markere en afstand til DF under flagning ...
Loever.dk / september 2009 / permalink
Kun et par uger efter offentliggørelsen af manifestet Modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt i Politiken den 23. august har DANMARKS LØVER allerede fået over 20.000 sympatisører. Dette er initiativtagernes første opråb og opfordring til det danske folk:
Opråb og opfordring til det danske folk: Skjul flygtninge.
I løbet af de seneste uger er de udanske overgreb imod irakiske flygtninge steget i brutalitet. Der er indført deportationstilstand, og alle udveje for humanitær opholdstilladelser er spærret. Flygtninge, der havde søgt hjælp og ly i Danmark, er blevet tvangsudvist og risikerer at havne i kløerne på deres torturbødler.
Vi opfordrer derfor det danske folk til at trodse loven og skjule de tilbageværende irakiske flygtninge for Dansk Folkepartis og myndighedernes klapjagt.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folkeparti kalder en sådan opfordring strafbar - men når uret bliver Danmarks ret, bliver dansk modstand en samvittighedspligt. Derfor opfordrer vi ikke alene til at skjule irakiske flygtninge; vi opfordrer også til, at så mange som muligt selv fremsætter samme opfordring offentligt i eget navn i læserbreve, på hjemmesider, blogs og plakater; til venner og bekendte, på uddannelsessteder og arbejdspladser såvel som gader og stræder. De kan ikke straffe os alle.
Pressemeddelelse fra initiativtagerne / september / permalink
Malene Fenger-Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen
Først så vi fredelige demonstranter blive gennembanket foran Brorsons Kirke og forfulgte flygtninge blive fjernet med magt fra et kirkeasyl midt om natten. Dernæst meddelte politikere og presse i uskøn alliance og med den mest absurde sprogmisbrug, at de var »hjemsendt«.
Hjemsendt? Med magt blev disse hjemløse flygtninge i årevis tvunget ind i traumatiserende interneringslejre, med magt blev de fjernet fra et kirkeasyl, og med magt blev de tvunget til et land, hvor flere risikerer forfølgelse, tortur og død! Sådan defineres »hjem« vist kun på propagandansk, og dog er det sådan, udtryksløse tv-værter ratificerer integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs sminkede sludder.
Selvfølgelig blev irakerne ikke hjemsendt – de blev tvangsudvist. Ligesom mange jøder blev det, sidst Danmark var besat af fremmedhad. Parallellen er ubestridelig.
Men ligesom sidst spirer og blomstrer også modstanden.
Det konservative bagland knirker og knager i protest mod Khader og hans totalitære burkaforbud, og flere og flere socialdemokrater advarer mod Helle Thorning-Schmidts og Henrik Dam Kristensens ynkelige knæfald for Kjærsgaard.
Også i den offentlige debat er nok ved at være mere end nok.
At indvandrerkritisk polemik fra Dansk Folkepartis spamtropper dominerer snart sagt enhver diskussion på mange politiske blogs og internet-fora, også i den tunge endes hårdkogte racistiske foragt, er mange bekendt med, og så meget desto mere opsigtsvækkende var derfor den overvældende entusiasme, der kendetegnede store dele af responsen på et frontalangreb på Dansk Folkeparti i Politiken den 23. august: Modstandsbevægelsen mod Pia Kjærsgaards besættelse.
Sammen med Malene Fenger-Grøndahl og Flemming Chr. Nielsen havde jeg fornøjelsen af at være referent for kronikkens afsendere, der bl.a. bestod af så prominente skikkelser fra den danske kulturarv som Holger Danske, Aladdin og Pelle Erobreren, som eksemplificerede, hvor fuldkommen fremmed for dansk ånd og historie Pia Kjærsgaard & Co. i realiteten er.
På avisens hjemmeside har kronikken fået næsten 1.000 kommentarer (flere end hele august måneds øvrige 30 kronikker til sammen), og i hundredvis af positive læsere har ulejliget sig med at udtrykke deres støtte gennem private henvendelser. På blot fire dage tilmeldte 10.000 sig Facebook-gruppen Danmarks Løver – modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt, og i dag nærmer tallet sig 20.000.
At én enkelt kroniks kritik af Dansk Folkeparti og den politiske følgagtighed, som omgiver partiet, kan generere en så overstrømmende opbakning, helt uden medieprofilering eller en ressourcestærk organisation, er endnu et afgørende vink med en vognstang om, hvilket potentiale opgøret med Kjærsgaards vrangbillede af Danmark og besættelse af danskheden har.
Og hvad er en mere oplagt begyndelse end at opfordre danskere til at hjælpe og skjule de irakiske flygtninge, der heldigvis i tide nåede at gå under jorden for at redde sig fra det udanske vanvid, der har grebet så mange politikere?
Hornbech kalder ganske vist en sådan opfordring ulovlig. Men hvis det er strafbart at opfordre til at redde menneskeliv, hvilken straf er så integrationsministeren hjemfalden til?
Stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, Inge Genefke, og professor Bent Sørensen, der har været medlem af EU’s Torturkomité i 13 år, fastslår direkte, at danske myndigheder har »været bødler« (JP, 3.9.2009). Flere tvangsudviste irakere er prompte blevet fængslet i Irak, og én af dem kan let havne i kløerne på de torturbødler, han var flygtet til Danmark for at undslippe – efter syv års kontinuerlig tortur!
Ansvaret for hver eneste blodsdråbe, der risikerer at blive udgydt, hviler 100 procent på integrationsministeren. Hun, der havde det i sin magt at give humanitær opholdstilladelse og redde liv, har i stedet ladet sig reducere til Kjærsgaards håndsky skødehund og med isnende overlæg valgt at spille udansk roulette med uskyldige menneskers liv.
Dét er den virkelige forbrydelse.
Derfor et netværk til gensidig inspiration i oprøret mod Dansk Folkeparti og deres samarbejdspolitikere. Derfor Danmarks Løver: www.loever.dk
Eller med Jens Baggesens ord: »Det er de undertrykte Advocaters Pligt paa alle moralsk-tilladte Maader at lede Undertrykkerne til Opmærksomhed paa hvad de giøre, hvis de ikke vide det, hvilket til Menneskehedens Ære, som oftest er Tilfældet.«
Desværre ved Hornbech & Kjærsgaard endog kun alt for godt, hvilken blodig kynisme, deres politik er udtryk for. Derfor denne ulovlige opfordring imod en umenneskelig politik: Støt sognepræst Per Ramsdal og hjælp med at skjule irakiske flygtninge, der er gået under jorden.
Når samvittighedsløs uret bliver Danmarks ret, bliver dansk modstand igen en samvittighedspligt.
Rune Engelbreth Larsen / Politiken, 5.9.2009 / permalink
Status: Antallet af medlemmer i Facebook-gruppen Danmarks Løver – modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt har passeret 15.000 den 1. september 2009.
Debat mellem Dansk Folkepartis Jesper Langballe og en af initiativtagerne bag Løverne, Flemming Chr. Nielsen: DR2 Deadline, tirsdag den 1. september kl. 22.30.
Loever.dk / september / permalink
Tidligere indlæg >>