Hvem er Nero, Søren Espersen?

Efter Danmarks Løvers grundlovstale af Flemming Chr. Nielsen og undertegnede, der argumenterede imod assimilation og misbrug af en selektiv danskhed som ensrettende målestok for, hvornår et menneske er »dansk«, er Søren Espersen faret i blækhuset med vanlig sans for at hamre til skinnebenet frem for bolden (Politiken, 10.6.2011).

Men lad mig da bare som indledning indrømme, at du har ret i én ting, Søren: Vi er kun nogle marginale røster i debatten uden vælgere og magt.

I forhold til Dansk Folkeparti, hvor massen er alt, og hin enkelte er absolut intet, er vi blæst helt af banen. Hvad angår folkeforførelsens appellerende kunst og massebevægelsens assimilerende logik er vi komplet chanceløse individer. Du fører, Søren.

Derfor undrer det også, at Dansk Folkepartis Goliat hidser sig sådan op over en lille sten i skoen? Dit lange indlæg flyder nærmest over af udenomssnak og ublu usandheder om, at islamisters »nedrigheder« bare er »glædeligt og godt« for os. Endvidere er vi naturligvis »grænseløst sentimentale«, »naive«, »elitære« »blævrende«, »pylrende« og »ufolkelige« ... Og ovenpå denne svada er du så »nået frem til«, at vi bare er drevet af »had«.

Mon ikke grænsebommen i øjet slører udsynet her?

Jeg »hader« skam hverken dig eller Pia. Jeg mener, at Dansk Folkeparti er den største politiske trussel mod mangfoldighed og fordragelighed i Danmark i disse år. Det er en alvorlig kritik, men herregud – det er ikke had.

Når du trumfer alle dine kritikere tusindfold ved ligefrem at gøre islam til »det største problem i verden« (22.4.2009), hader du jo heller ikke alle muslimer, vel?

Eller hvad?

Til tider kan jeg måske godt komme i tvivl og undre mig over, hvilket mentalt univers der har affødt denne ømskindede tendens til at se had alle vegne, hvor der er kritik. Senest hos professor Marlene Wind: »Hun er blevet så hadefuld, at hun slet ikke kan styre sig selv,« spruttede Kjærsgaard i TV2 News.

Grænsebommen i øjet igen?

Og hvilket selvretfærdigt og behændigt martyrium er det ikke, at enhver kritiker af partiet selvfølgelig må være besat af had? Det gør jo kritikken så bekvemt irrationel, og så er I lykkeligt fri for at forholde jer til substansen.

Men det er blot én af måderne, hvorpå partiet igen og igen går målrettet efter personen i stedet for bolden.

Københavns Universitet skal »ransage sig selv«, når de kan »have tillid til sådan en person,« indskærper Kjærsgaard (Ritzau, 14.6.2011) om professor Wind, og Messerschmidt kræver ligefrem, at universitetets rektor tager affære over for et »broddent kar« (Politiken.dk, 14.6.2011). Du istemmer på din blog: »Jeg har en stærk fornemmelse af, at medierne – efter hendes sidste voldsomme fremturen og vilde eskapader – ikke vil have særlig lyst til at bruge hende.« (Jp.dk, 15.6.2011). Hvilken sofistikeret McCarthyisme er ikke denne »fornemmelse« iboende?!

Dansk Folkeparti må gerne dæmonisere befolkningsgrupper og håne kritikere, men eksperter må ikke kalde en spade for en spade eller vælgerbedrag for vælgerbedrag. Gør de det mod Dansk Folkeparti, er det ikke nok at tage til genmæle – de skal dæleme helt ud af klappen.

I 2002 krævede DF direktøren for Menneskerettighedscenteret fyret. I 2006 krævede DF direktøren for EU's racismeovervågningscenter fyret. I 2009 krævede DF Fathi El-Abed fyret som konsulent i Udenrigsministeriet. I 2009 krævede DF, at Justitsministeriet skulle undersøge, om tidl. PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen var »med- eller modspiller«. I 2010 krævede DF en skoleleder fyret, hvis der afholdtes et forældremøde uden fædre. Og så videre.

Med forbilledlig principfasthed forsøgte Wind ikke at lade sig kue, men selvfølgelig fik denne forkastelige bredside af miskrediterende trusler konsekvenser og lukkede til sidst munden på hende. Og det var jo præcis dét, som du og dit partis massive gabestokskampagne hele tiden havde til hensigt.

Udfaldene mod kritikere ligner efterhånden den virkelighedsfjerne muslimskræk.

Symptomatisk herfor afsluttes dit førnævnte indlæg med at sammenligne yderligtgående muslimers indflydelse i Europa med intet mindre end Roms brand. I denne apokalypse bliver DF-kritikere til selveste »kejser Nero, som står på paladsets balkon og lykkeligt filer løs på sin violin, mens Rom brænder«.

Endnu mere absurd bliver denne surrealistiske metafor i lyset af en dugfrisk undersøgelse, der viser, at Dansk Folkepartis vælgerskare er den mest diktatorvenlige i Danmark. Mens arabere sætter livet på spil mod mellemøstlige tyranner, foretrækker hver femte DF-vælger en stærk leder, der regerer Danmark uimodsagt (Ugebrevet A4, 14.6.2011). Hver femte.

Men ingen forsider blev mig bekendt ryddet. Alle holder kæft, mens en marginal gruppe udemokratiske muslimer altid får mediesirenerne til at hyle.

Så tilgiv, at jeg her til sidst lige falder ned på dit niveau og spørger: Hvem er Nero, Søren?

Rune Engelbreth Larsen / Politiken, 18. juni 2011